...Glemmer, håber og ønsker...
Jeg er kvinden Freja. Underlagt. Fri. Jeg er hore og elskerinde. Men dybest inde er jeg noget andet. Noget kun få mænd kan blotlægge. Ikke med slag eller tvang. Men med sind, der klinger som metal, mod mig.
Jeg er dén skjulte. Dén der ses. Af de få der kan. Jeg er kvinden Freja. Men før noget andet, bag mit dække er jeg krigerinden Freja. Sværdets skæfte føles let i min hånd. Som læberne der omslutter glans, glider skæftet rughed ind i håndfladen, hvor den finder sit hjem. Jeg er urørlig. uopnåelig. De binder min krop. Bruger mig. Underlagt. Men når mig aldrig. Beskyttet af krigerindens panser, står jeg urokkelig, urørlig.
Bjerget er mit hjem. Klipperne den hylde jeg hviler på. Kraftens sidder i håret, hvisker jeg, og lader de lange uregerlige lokker kærtegne dit ansigt. Du er. Mand. Kriger. Jævnbyrdig. Ringbæreren. Dén der hviler i skyggen, uset af andre, men altid i udkanten af min bevidsthed. Min eksistens. Du behøver mig. Hader det. Skubber og nærmer dig. Med kattepoter i mørket. Jeg kunne blot lægge mine kort, og du ville ligge blotlagt for mig. Med min viden kunne jeg blot lægge dig blotlagt. Liggende foran mig, underlagt min nåde. Mit nådesstød. Min viden er uendelig, som du ved.
Din brutalitet lyser i mørket, som en flamme jeg drives mod. Min krop er møllets kamikazeridt i natten. Hvis jeg slipper dig ind, vil du udrydde mig, og skabe mig. Og jeg vil se dig. Nøgen. Nyde dét du gør. Mod andre og mig. Hvis du byder at blotlægge mig, gør jeg det. Men du kender prisen. Krigsherrer. Det ufravigelige. Stille. Trin for trin, flyttes fokus. Fordi det er så nemt at se mig. Som jeg er. Afdækket af dig. Skjuler du dig, i dit fokus på mig. Jeg vil slås. Kæmpe. Med dragekløer og hed ånde, der dræber dig langsomt i natten. Jeg hører tænders gnislen og råb i natten. Had der siver og søges transformeret. Jeg hører ensomhed. Og tosomhed med en anden, der fylder dit begær. Jeg ser spejle. Hvor du søger dit sande ansigt.
Jeg ser mig. Liggende, med din hånd på min hals. Stramt fastholdt af dit blik. Kroppen er fri. Til at gå. Men sjæle kan være bundet. Forbundet. Du byder mig, at byde mig til. Til mændene. Deres brutalitet. Smerten er en parantes. Noget der pågår, bagved ligegyldighedens forhæng. Det eneste virkelige er, at jeg ser din ondskab. Dét du er når ingen ser det. Dét du gør så godt. Men altid på grænsen. Aldrig helt. Jeg ser længsler linet op. Efter fuldstændiggørelse. Efter fuldstændig synlighed af alt du er. Jeg bliver dit spejl. Din mulighed for at se dig selv, hel og fuldendt, for første gang.
Bjergtoppe når sjældent hinanden, medmindre der sker et jordskælv. En mand i harnisk og en kvinde iklædt sværd og hovedbrynje. De ser. Anerkender. Ved.
Som slangen bød Eva æblet, kan jeg mærke æbleduftens sødme besnærer mig. Det handler ikke længere om lyst. Men om eksistens og liv. Retten til eksistens. Retten til at være som du er. Jeg er din forudsætning. Du min. Præcis som dengang du ramte mig, med din pil. Såret mærkes endnu. Tegner sig rødt i skulderens hulning. Jeg er stærkere nu. Og du ved det.
Mærker du sårene. I natten. Hvorfra vi kom. Dengang. Jeg kan slippe dig. Ikke vide hvem du er. Eller jeg kan afdække dig. Stump for stump. Ubønhørligt. Du ved, du ikke kan underlægge mig. At kampens forudsætning er jævnbyrdigheden. Og alligevel står du dér. Et sted jeg ikke ved hvor er, men hvor jeg mærker duftens sødme drage mig.
Jeg er kvinden Freja. Jeg står på bjergtoppe. Ser spiralen dreje i natten. Mærket stålets kulde varme mig. Og jeg danser. Mærker dig. Smiler underfundigt. I taknemmelighed over at du er dér. Et sted. Jeg ikke kender...
Freja
...ser, ved og glædes...
